Sommerferie og ensomhed

Det er sommerferie. Min mand er lige taget op til svigermor. Hun bliver så ensom når hun ved vi ikke er lige i nærheden.
Hun er flyttet ind i en dejlig lys og stor lejlighed på et meget lækkert plejehjem. Personalet er noget af det sødeste, området er skønt og der bliver taget godt om hende. Vi oplever tydeligt hvor godt det er for hende, fysisk.
Psykisk er jeg mere i tvivl. Min svigermor er nemlig rimelig aktiv. Der skal helst ske noget hele tiden for at hun har det RIGTIG GODT. Det er svært for hende at vænne sig til at alle omkring hende nu er så gamle, nogle meget dårlige. Hun syntes hendes frihed til at gøre som hun plejer, er taget fra hende, og selv har hun svært ved at se opholdet gør hende godt.
  • Hun sammenligner sig med de andre, dem der skal have meget hjælp. Den hjælp behøver hun ikke. Hun kan gøre som hun vil, men da hendes problematik er psykisk, er det svært for hende at forstå hvorfor hun er anbefalet en plejebolig..
  • Hun er et aktiv der hvor hun er pga. hun gerne vil snakke og gøre aktive ting.
Det er svært med alle de ændringer. Hun er ikke dement men i alt det der er sket de sidste 1½ år pga. sygdom, har hun svært ved at huske hvad hun selv har aftalt med kommunen, og os. Det sætter mange følelser i gang – hos hende og hos os. Vi vil ALLE, hende bare så godt.
  • I hele hendes proces har jeg oplevet en ny side af mig selv. Jeg kæmper med ikke at tage ansvar for hendes ensomhed –  jeg får dårlig samvittighed over ikke at gøre nok når hun beklager sig, på trods af vi gør alt vi kan for hende.
Ensomhed er en svær ting at takle. Speciel når man bliver gammel og afhængig af andre. Så husk jeres forældre, også selvom i holder ferie. Bare et lille kort besøg kan gøre en stor forskel.
Kærlig hilsen
Inge

 

 

Read More

Far, tror du på Gud?

For min far og jeg har det været let at snakke om døden. Min far er nemlig ikke bange for at dø. Han elsker livet, men er også både optimist og realist. Vi taler ofte om hvad han gerne vil, hvis han bliver syg eller skulle dø. Han er 86 år så vi ved godt vi er tæt på den dag det måske kan ske. Specielt pga. fars hjerte ikke længerer fungerer så godt fysisk.
  • ‘Du ved hvor jeg skal ned’ siger han. Jeg er slet ikke tvivl. Han skal ligge på mindestens gravpladsen på Gormsgades kapels kirkegård, under samme sten hvor mor ligger. Der er gjort plads til hans navn på stenen.
  • Fars største skræk er at blive dement – hvilket heldigvis absolut ikke er tilfældet. Han løser masser af kryds og tværs for at holde hjernen i gang – og det virker. Han har krævet at skulle han bliver ‘en grøntsag’ (som han kalder det), så må vi ikke bede om genoplivning ved evt. død, og det har jeg lovet ham. Far er en livsnyder og det fortsætter forhåbentlig til hans død.
Far tror på Jesus. Når vi taler om troen bliver han ofte rørt, og jeg mærker den ÆGTHED der ligger i hans tro. Han er ikke i tvivl om han kommer til at se mor, der – i himlen – igen. Jeg tror han har en gave i sin tro, for jeg mærker han ikke er bange for døden, netop pga. troen. Det gør mig både tryg og glad.
Far og jeg taler sammen hver dag, både af lyst men også fordi han skal have en Maravan blodfortyndende pille, helst på klokkeslæt. Jeg er så ubeskrivelig glad for disse snakke. Det er hyggeligt. og så giver det mig en vished om hvordan det går hos ham. Vi bor desværre 2 timers kørsel fra hinanden, så det er måske kun 1-2 gange om måneden vi ses.
  • Vi slutter altid vores snakke af med et JEG ELSKER DIG, og så griner vi. Lever han ikke i morgen er det så dejligt at vide det var vores sidste ord.
Blessings Inge

 

 

Read More